Sort-hvid eller farvefilm: hvad skal du vælge til dit første projekt?
Karen Mortensen
5 min. læsning
En sammenligning af sort-hvid og farvefilm set fra begynderens side: hvordan følsomhed og korn præger billedet, og hvilken film jeg anbefaler til de første ruller.
To film, to måder at se på
Når nye kursister spørger mig, hvilken film de skal starte med, svarer jeg sjældent med det samme. Først vil jeg vide, hvad de vil fotografere. En sort-hvid film og en farvefilm er ikke bare to varianter af det samme materiale, de får dig til at se forskelligt, allerede før du løfter kameraet.
Farvefilm giver dig en verden, der allerede er færdig fortolket: røde jakker, grønne hække, hudtoner. Sort-hvid tvinger dig til at lede efter form, kontrast og lys, fordi farven ikke kan bære billedet for dig. Mange oplever det som en lettelse, andre som en begrænsning.
I denne sammenligning holder jeg mig til de to ting, du som begynder kan mærke tydeligst: følsomheden, som kaldes ISO, og kornet, som følger med. Resten af filmens verden kommer i andre dele af kurset.
Følsomhed: hvor meget lys filmen kræver
Følsomhed angiver, hvor meget lys filmen skal have for at give et brugbart billede. En film med lav værdi, for eksempel 100, ønsker rigeligt med lys og belønner dig med fine detaljer. En film med høj værdi, for eksempel 400 eller mere, klarer sig i skygge, indendørs og sent på dagen.
Her om efteråret er det en praktisk forskel. Lyset står lavt, dagene er korte, og en overskyet eftermiddag på havnen i Frederikshavn kan hurtigt give for lidt lys til en langsom film uden stativ. Med en film i midten af skalaen har du mere plads til at vælge en lukkertid, du kan holde i hånden.
Sort-hvid film tilgiver generelt mere end farvefilm, når du rammer lidt ved siden af med lysmålingen. Det gør den til en rolig læremester i de første ruller, hvor du stadig øver dig i at aflæse lyset.
- Lav følsomhed: finere korn, kræver godt lys
- Middel følsomhed: god til de fleste situationer
- Høj følsomhed: mere korn, men frihed i svagt lys
Korn: fejl eller karakter
Korn opstår, fordi billedet er bygget af små lysfølsomme krystaller. Jo mere følsom filmen er, jo større og mere synligt bliver kornet. Det er ikke en fejl, men en del af materialets stemme, og mange af mine yndlingsportrætter ville miste noget uden det.
I sort-hvid virker korn ofte som tekstur, næsten som papirets overflade i et gammelt magasin. I farvefilm kan det give en blød, let uro i skygger og himmel. Det er især tydeligt, når du forstørrer et aftryk, og her mærker du forskellen mellem en negativ, der er korrekt belyst, og en, der er underbelyst.
Jeg beder altid kursisterne se på deres egne negativer på lysbordet med lup, før de dømmer. Man lærer hurtigt at kende forskel på korn, der understøtter motivet, og korn, der kommer af for lidt lys.
Hvad du får ud af hver filmtype
Sort-hvid film giver dig tre ting, som er svære at få andre steder: du lærer at se kontrast, du kan fremkalde den selv med en enkel opskrift, og du får negativer, der er forbavsende holdbare. Det sidste hænger sammen med mørkekammerets verden, som du møder senere i forløbet.
Farvefilm giver dig til gengæld en direkte oplevelse af, hvordan lys skifter karakter over dagen. Det varme lys om eftermiddagen, det kolde skær fra overskyet himmel, kunstlys i et køkken. Du lærer farvetemperatur uden at skulle læse om den.
Prisen er også en forskel, men en beskeden en. Farvefilm kræver typisk mere omhyggelig fremkaldelse og er sjældnere noget, du gør hjemme som begynder. Det betyder, at du oftere sender den væk og venter, mens sort-hvid kan være i dine hænder samme aften.
- Sort-hvid: kontrast, form og hurtig egen fremkaldelse
- Farve: lysets temperatur og stemning
- Begge: du lærer at vælge, før du trykker af
Min anbefaling til de første ruller
Start med sort-hvid i en middel følsomhed. Det er min klare anbefaling til de fleste begyndere, og der er tre grunde. Filmen tilgiver små fejl i lysmålingen, den fungerer i både klart og gråt efterårslys, og du kan komme hele vejen fra eksponering til fremkaldt negativ uden at vente længe.
Tag derefter en rulle farvefilm med samme kamera og de samme motiver. Sammenligningen er det, der lærer dig mest: samme gade, samme person, to helt forskellige billeder. Notér filmtype, blænde og lukkertid for hvert billede, så du bagefter kan forbinde valget med resultatet.
Hvis du har et konkret projekt i tankerne, for eksempel portrætter af naboer, så lad motivet bestemme. Hudtoner og køkkener fortjener ofte farve. Havn, vejr og ansigter med karakter klarer sig næsten altid godt i sort-hvid.
- Første rulle: sort-hvid, middel følsomhed
- Anden rulle: farve, samme motiver
- Skriv noter for hvert billede
Sådan sammenligner du dine egne resultater
Når begge ruller er fremkaldt, så læg negativerne ved siden af hinanden og tag dig tid. Spørg dig selv, hvilke billeder der stadig virker, hvis du tager farven eller kornet væk i tankerne. Det er ofte dem, der er bygget på lys og udtryk i stedet for effekt.
Lav gerne et kontaktark af hver rulle og sæt en markering ved de billeder, du synes bedst om. Tæl bagefter, hvor mange der kom fra hver film. Tallet siger ikke, hvad der er rigtigt, men det viser dig, hvad du naturligt søger.
Husk også, at ét dårligt billede ikke dømmer en film. Det kan være lyset, dit valg af blænde eller bare en travl dag. Giv hver filmtype mindst en hel rulle, før du konkluderer noget.
Send os en besked
- Telefon
- +45 70 26 11 62
- Pr. e-mail
- [email protected]
