Sådan forbereder du dit første interview med en nabo

Forbered en lille liste, men betragt den som en støttepind. Fem eller seks åbne spørgsmål er rigeligt: hvordan kom du hertil, hvad husker du tydeligst, hvad er forandret. Undgå spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, for de afslutter samtalen, før den er begyndt.

Det bedste spørgsmål er ofte det, der opstår, mens den anden taler. Når nogen nævner en bestemt sommer eller en ting på hylden, så spørg ind til netop det. Konkrete genstande og navne giver dig både bedre tekst og bedre billeder, fordi du ved, hvad du skal pege kameraet på.

Skriv i hånden, hvis du kan. En notesbog virker mindre påtrængende end en telefon, og den giver dig ro til at tie. Stilhed er et værktøj: lad den vare et øjeblik efter et svar, og meget ofte kommer den egentlige sætning, lige efter du troede, emnet var færdigt.

Med et manuelt filmkamera har du en fordel: det er langsomt og tilbageholdende. Indstil blænde og lukkertid, inden samtalen starter, så du ikke piller ved knapper midt i en sætning. Mål lyset ved vinduet, og vælg en indstilling, du kan stole på, mens du lytter.

Tag de første billeder i begyndelsen, mens begge parter stadig er lidt spændte, og lad kameraet derefter hvile på bordet. Efter en halv time glemmer de fleste, at det er der. Så løfter du det stille og tager billederne af hænderne, af blikket, af rummet, ikke kun af ansigtet.

I de her efterårsuger er lyset lavt og varmt, og det hjælper dig. Sæt personen nær et vindue, og brug dagslyset, som det er. Husk at film koster penge pr. billede, så vent på øjeblikket i stedet for at skyde løs. Ti gode billeder slår tre hele ruller af usikkerhed.

Når samtalen først er i gang, er din vigtigste opgave at lytte. Nik, hold øjenkontakt og undgå at afbryde, selv når du kender svaret. Mennesker fortæller mere, når de mærker, at der er plads. Du behøver ikke fylde tavsheden med dine egne historier.

Hvis personen bliver rørt eller afbryder sig selv, så giv tid. Spørg, om de vil fortsætte, eller om I skal holde en pause. Det er deres fortælling, og du er gæst i den. Respekt her er ikke et pænt ord, men en arbejdsmetode, der afgør, om de vil tale med dig en anden gang.

Tag stikord undervejs, især ordrette vendinger, du kan bruge som billedtekster. Et enkelt udtryk i personens egne ord er ofte stærkere end dine omskrivninger. Notér også, hvilke billeder du har taget, og hvad der skete lige da, så du senere kan koble tekst og negativ sammen.

Skriv noterne ud samme aften. Efter en dag er halvdelen af stemningen væk, og du opdager, at dine stikord ikke længere hænger sammen. Sæt dig med en kop te og skriv, hvad der blev sagt, hvad du så, og hvad der overraskede dig. Det er materialet til din fortælling.

Send gerne en kort tak, og lov at vise personen resultatet, inden det deles. Det skaber tillid og giver dem mulighed for at rette misforståelser. Mange bliver glade for at se sig selv fortalt med omhu, og du får ofte et par ekstra detaljer med i samme omgang.

Når filmen er fremkaldt, læg kontaktarket ved siden af dine noter. Se, hvilke billeder der svarer til hvilke sætninger. Den kobling er rygraden i et lille dokumentarisk værk: billederne viser, teksten forklarer, og ingen af dem gentager bare den anden.

Begynd småt. Et enkelt møde på en times tid, en rulle film og en håndfuld spørgsmål er et fuldt ud rigtigt første projekt. Du lærer mere af at gennemføre ét ærligt interview end af at planlægge ti perfekte.

Regn med, at det første forsøg ikke bliver godt. Lyset skifter, du glemmer et spørgsmål, et billede er uskarpt. Det hører med. Noter, hvad der gik skævt, og tag det med til næste samtale. Netop her hjælper tilbagemeldingen fra underviserne på kurset, for en anden øjne ser hurtigt, hvad du selv er blevet blind for.

Til sidst: giv dig tid til at lade historien sætte sig. Lav en kort tekst på fem eller seks linjer, vælg tre til fem billeder og lad dem stå sammen. Det er begyndelsen på en fortælling fra dit eget nærmiljø.