Idas første aftryk: en aften i mørkekammeret med rødt lys

En rulle film uden facit

Ida kom til kurset i begyndelsen af efteråret med en enkelt rulle sort-hvid film, som hun havde eksponeret over en sommer uden at se resultatet. Hun havde taget billeder af sin bedstemors have, af naboens hund og af havnen en tåget morgen. Nu sad hun med rullen i hånden og var bange for, at der slet ikke var noget på den. Jeg sagde til hende, at den tvivl er helt almindelig. En film er en slags forsegling: indtil den er fremkaldt, kan alt stadig være godt. Det er en del af glæden ved analog fotografi, men det er også en del af nervøsiteten. Vi aftalte, at hun skulle prøve hele vejen selv, fra lukket tank til færdigt papir, med mig ved siden af som støtte og ikke som overtager.

Mette har ansvaret for mørkekammeret, men Ida bad om, at jeg var med den første aften, fordi vi allerede havde talt om hendes billeder i et interview-modul. Hun ville gerne have, at nogen kendte historien bag rullen, ikke kun teknikken. Det er en rimelig ønskeseddel. Et aftryk bliver ofte bedre, når man ved, hvad man leder efter i negativet. Ida ledte efter haven, efter det grønne lys mellem frugttræerne, og det gav hende noget at holde fast i, da tiden i kemien føltes lang.

At lære tanken at kende

Første trin er at få filmen fra spolen og op på en fremkaldespiral, og det skal ske i fuldstændigt mørke. Ida øvede først med en kasseret film i lyset, så hendes fingre kunne finde kanten, spiralens riller og rækkefølgen uden at se. Det tog hende tre forsøg, og hun grinede højt, da det lykkedes. Derefter lukkede vi lyset, og hun gjorde det med lukkede øjne, præcis som vi havde øvet. Da filmen sad i tanken med låg på, kunne vi tænde igen. Fra det øjeblik er filmen beskyttet, og resten foregår i almindeligt lys.

Jeg lagde mærke til, at hendes skuldre sank, da låget var på. Mange tror, at det farligste øjeblik er kemien, men det er i virkeligheden spolen. Når den er klaret, bliver resten mest et spørgsmål om tid og ro. Ida spurgte, om hun kunne ødelægge noget nu. Jeg svarede ærligt, at hun kunne gøre fejl, men at de fleste fejl kan læres af. En film, der er lidt for tæt eller for tynd, fortæller noget om, hvordan hun målte lyset på stedet, og det er værdifuld viden til næste rulle.

Øv spolingen med en gammel film i lyset først
Hav tank, spiral og saks lagt frem, før du slukker
Læg tingene på samme sted hver gang

Kemien, tiden og tålmodigheden

Fremkalder, stopbad og fiksér følger efter hinanden, og hvert trin har sin tid og sin temperatur. Ida skrev dem ned i hånden på et ark, som hun hængte op ved vasken. Hun holdt øje med uret og vendte tanken forsigtigt med faste mellemrum, så væsken hele tiden nåede frisk ind til filmen. Det er et roligt arbejde, og det skal være det. Ida sagde bagefter, at hun havde forventet en laboratorieagtig tension, men i stedet var det næsten som at lave mad efter en opskrift, man har lyst til at følge.

Efter fikseringen skyller man filmen grundigt i rindende vand. Her hjælper det at give sig tid. Rester af kemi kan senere give pletter, og de pletter ser man først, når det er for sent at gøre noget ved dem. Vi hængte filmen op til tørre i et lukket skab og gik i mellemtiden en tur langs havnen. Ida talte om, hvad hun håbede at se. Jeg lyttede og sagde ikke meget, for den ventetid er også hendes, og den gør åbningen af skabet bedre.

Negativet i lyset

Da filmen var tør, holdt vi den op mod lysbordet. Der var billeder. Haven var der, lidt for mørk i skyggerne, men tydelig, og havnen i tågen var næsten som en tegning. Ida blev stille og pegede på hvert enkelt billede, som om hun mødte gamle bekendte. Vi skar rullen i strimler og lagde dem i hylstre. Derefter lavede vi et kontaktark, så hun kunne se alle billeder samlet og vælge. Det er her, mange begyndere opdager, at de allerede har lært noget: de ser pludselig, hvilke billeder der holder.

Hun valgte et billede af bedstemoderens hænder, der plukkede æbler ned i en kurv. Det var ikke det skarpeste, men det var det, hun ville tale om. Jeg tror, at det er en vigtig lærdom: det bedste billede er sjældent det mest perfekte, men det, man har lyst til at stå ved siden af i en samtale. Vi markerede rammen med en tusch på kontaktarket og gik videre til forstørrelsesapparatet.

Forstørrelsesapparatet og det første aftryk

Under det røde lys satte Ida negativet i holderen og stillede skarpt på bundpladen. Vi lavede først en teststrimmel med flere eksponeringstider ved siden af hinanden, så hun kunne vælge den rigtige i stedet for at gætte. Hun lagde papiret i fremkalderbakken og så, hvordan konturerne langsomt kom frem. Det øjeblik er svært at beskrive for dem, der ikke har oplevet det. Billedet kommer ikke på én gang, men trækker sig op af hvidt papir, først gråt, så mørkt, så med detaljer, som hun havde glemt, hun havde taget.

Det første aftryk var for gråt. Vi talte om kontrast og prøvede et hårdere papirfilter, og det andet var bedre. Ida kunne selv se forskellen og foreslog, at himlen skulle mørkes lidt ned ved at holde en hånd under lyset i nogle sekunder. Det er en gammel teknik, og den kræver bare øvelse. Hun fik det fint ved tredje forsøg. Da aftrykket hang til tørre, stod hun og kiggede på det, længere end hun nok selv havde regnet med.

Lav altid en teststrimmel før det endelige aftryk
Skift papirfilter, hvis billedet virker fladt
Skyl aftrykket grundigt, før det hænges op

Hvad Ida tog med sig hjem

Ida gik ikke hjem med et perfekt billede, men med en forståelse af, hvor hendes billeder kommer fra. Hun vidste nu, hvorfor skyggerne var for tætte, og hvad hun ville gøre anderledes med lysmålingen næste gang. Det er netop det, mørkekammeret kan: det forbinder det, man gjorde med kameraet, med det, man ser på papiret. Samme uge begyndte hun på en ny rulle, denne gang med en plan. Hun ville fotografere bedstemoderens køkken og tale med hende om de ting, der stod på hylderne.

Jeg synes, at hendes forløb viser, at mørkekammeret ikke behøver at være svært eller forbeholdt dem med årelang erfaring. Det kræver ro, nogle faste rutiner og et sted, hvor man må begå fejl uden at skamme sig. Vi kommer ikke ud af det med alle billeder på plads, men med en bedre fornemmelse for, hvad vi vil sige med dem. Det var, hvad Ida fik, og det er nok til at begynde forfra med næste rulle.