Hvad en åben samtale betyder, når du interviewer i dit nærmiljø
Karen Mortensen
6 min. læsning
Et fagbegreb forklaret enkelt: den åbne samtale. Karen gennemgår, hvorfor åbne spørgsmål giver bedre historier, og hvordan du bruger dem, når du møder mennesker i dit lokalsamfund.
Et ord fra faget: den åbne samtale
Når journalister og dokumentarfotografer taler om en åben samtale, mener de en samtale, hvor du ikke styrer mod et bestemt svar. Du kommer med nysgerrighed i stedet for en færdig historie i baghovedet. Det lyder enkelt, men de fleste begyndere gør det modsatte: de har en idé om, hvad personen skal sige, og stiller spørgsmål, der leder derhen.
Jeg har undervist i interview i mange år, og jeg møder det samme hver gang. Kursisten har skrevet ti spørgsmål ned, og så læser hun dem op i rækkefølge. Samtalen bliver til en udspørgen, og den, der sidder overfor, svarer kort og høfligt. Det er ikke fordi personen ikke har noget at fortælle. Det er fordi spørgsmålene ikke giver plads.
I modulet om interview og lokale historier øver du dig i det modsatte. Du lærer at sidde stille, at lade en pause stå, og at følge det spor, personen selv lægger ud. Det er en håndværksmæssig færdighed, og den kan trænes lige så godt som lysmåling eller fremkaldelse.
Åbne og lukkede spørgsmål i praksis
Et lukket spørgsmål kan besvares med ja, nej eller et enkelt ord. Boede du her, da fiskerihavnen lukkede? Ja. Et åbent spørgsmål starter ofte med hvordan eller fortæl mig om. Hvordan var en almindelig morgen på havnen dengang? Nu får du en scene, lyde, navne og lugte, og det er netop det materiale, en fortælling bygger på.
Forskellen er ikke, at lukkede spørgsmål er forkerte. De er nyttige, når du skal have en dato eller et navn på plads. Men de bør komme bagefter, som små nåle, du sætter i en historie, der allerede er i gang. Starter du med dem, lukker du døren, før nogen har trådt ind.
Det kan du prøve af derhjemme. Tag en nabo eller et familiemedlem, og lav to korte samtaler om samme emne, én med kun lukkede spørgsmål og én med kun åbne. Skriv bagefter ned, hvor meget du ved, som du ikke vidste før. Forskellen er som regel tydelig, og den bliver ved med at overraske, også når du har gjort det mange gange.
- Start med hvordan, hvorfor eller fortæl mig om
- Gem ja og nej til opklaring af navne og årstal
- Stil ét spørgsmål ad gangen og vent på svaret
Pausen er også et spørgsmål
Det sværeste ved den åbne samtale er ikke at finde de rigtige ord, men at holde ud at tie. Når personen er færdig med en sætning, og du holder pause i stedet for at springe videre, fylder den, du interviewer, ofte selv stilheden. Det, der kommer da, er tit det vigtigste: en tøvende detalje, en erindring, personen ikke havde planlagt at dele.
Mange begyndere oplever pausen som ubehagelig og kommer til at redde situationen med et nyt spørgsmål. Prøv i stedet at tælle langsomt til fem i hovedet og nikke. Det virker som en indbydelse, ikke som en mangel på forberedelse. Mennesker mærker, når nogen lytter rigtigt, og de svarer anderledes.
Som analog fotograf kender du allerede den tålmodighed. Du venter på lyset, på at øjeblikket falder på plads, før du trykker af, for filmen koster og kan ikke slettes. Samtalen kræver den samme ro, bare med ører i stedet for øjne.
Forberedelsen, før du sætter dig ned
Åben betyder ikke uforberedt. Før du møder en person, skriver du et par temaer ned i stedet for færdige spørgsmål: arbejde, sted, forandring, en genstand der betyder noget. Temaerne er dit kort, ikke din rute. Du kan bevæge dig mellem dem, i den rækkefølge samtalen kalder på.
Aftal også det praktiske på forhånd. Fortæl, hvad samtalen skal bruges til, hvor længe den varer, og at personen kan sige til, hvis noget ikke skal med. Det skaber tillid, og tillid er forudsætningen for, at nogen fortæller noget ægte. Respekt er ikke pynt i dokumentarisk arbejde, men selve grundlaget.
Medbring en notesbog, og skriv kun stikord. Hvis du optager lyd, så spørg først. Og tag et par billeder undervejs, når det føles naturligt: hænderne, rummet, en ting på hylden. De støtter fortællingen senere, når du sekvenserer billeder og tekst.
- Skriv temaer ned, ikke en lang spørgeliste
- Fortæl åbent, hvad samtalen skal bruges til
- Spørg altid, før du optager eller fotograferer
Når svaret går en anden vej
Nogle gange fortæller personen noget helt andet, end du kom for at høre. En kursist skulle interviewe en ældre kvinde om hendes arbejde på et konservesværk, men blev i stedet mødt af en historie om en cykel og en sommer. Den gode reaktion er at følge efter. Din plan var en antagelse, og samtalen er virkeligheden.
Det betyder ikke, at du mister overblikket. Du kan altid vende tilbage til dine temaer senere. Men en uventet vej er ofte der, hvor fortællingen gemmer sig. Spørg til detaljen: hvilken farve havde cyklen, hvem sad bagpå, hvad hørte I?
Bagefter, når du læser dine noter igennem, markerer du de sætninger, der stak ud. Ligesom på et kontaktark finder du ikke historien ved at se på alt lige meget, men ved at sætte kryds ved de få billeder, der virker. Samtalen fungerer på samme måde: du samler ind bredt og vælger skarpt.
Fra samtale til fortælling
En åben samtale giver mere materiale, end du kan bruge, og det er meningen. Arbejdet bagefter er at udvælge. Læs dine noter, find tre eller fire øjeblikke, der bærer, og lad resten ligge. Det, du lader være, gør ikke historien fattigere, det gør den renere.
Skriv derefter korte billedtekster med personens egne ord, så vidt det er muligt. Et citat fra samtalen sidder ofte bedre ved et portræt end din egen beskrivelse. Det viser, at du har lyttet, og at personen stadig er den, der fortæller.
I kurset samler du til sidst dine samtaler og billeder til en lille serie fra dit nærmiljø. Du får tilbagemelding på både spørgsmålsform og udvælgelse, og du kan arbejde videre i dit eget tempo. Begrebet er lille, men det ændrer, hvad du hører, og dermed hvad du kan fortælle.
Send os en besked
- Telefon
- +45 70 26 11 62
- Pr. e-mail
- [email protected]
