Et portræt i dagslys: da Henrik holdt op med at smile for kameraet
Mette Skovgaard
4 min. læsning
En kursist tog sin far med til vinduet i køkkenet. Mette fortæller, hvordan lys, retning og en rolig samtale gav et portræt, der viser ham frem for teknikken.
Et vindue og en far, der ikke ville sidde stille
Henrik kom til kurset en tirsdag i begyndelsen af efteråret med en bærepose, et gammelt manuelt kamera og en klar idé: han ville fotografere sin far, som er pensioneret skibsmekaniker og har boet i Frederikshavn hele sit liv. Problemet var, at faren blev stiv i hele kroppen, så snart kameraet kom frem.
Henrik havde prøvet flere gange derhjemme. Alle billederne lignede paskort: front mod kameraet, hænderne langs siden og et smil, der ikke nåede øjnene. Han spurgte mig, om det var lysets skyld eller hans egen.
Jeg svarede, at det nok var lidt af begge dele, men at det værste var den måde, situationen var sat op på. Når man stiller et menneske foran et kamera og siger 'smil', beder man dem spille en rolle. Portrætmodulet handler netop om at fjerne den rolle, så personen kan være sig selv.
Først lyset: vi flyttede stolen, ikke faren
Vi startede med at tale om lys, før vi talte om kameraet. Jeg bad Henrik beskrive, hvordan lyset faldt i farens køkken på forskellige tidspunkter. Han huskede, at det store vindue mod syd gav et blødt, lidt gråt skær om formiddagen, især nu hvor solen står lavt.
Det var præcis det, vi skulle bruge. Et vindue er en stor, blød lyskilde, og hvis man placerer personen en meter eller to fra det, vender ansigtet let mod glasset og lader skyggesiden mod rummet, får man modellering uden hårde kanter. Jeg tegnede en lille skitse på bagsiden af et kontaktark.
Henrik målte lyset med kameraets lysmåler på farens kind, ikke på væggen bagved. Det er en vane, vi øver i kursets første modul, og her gjorde den forskel: ansigtet blev ikke understrålet, og skyggerne fik stadig lidt tegning.
- Sæt personen en til to meter fra vinduet
- Mål lyset på huden, ikke på baggrunden
- Lad skyggesiden vende mod det mørke rum
Retning: hvor skal blikket hen?
Næste spørgsmål var retning. Henrik havde altid bedt sin far kigge ind i objektivet. Jeg foreslog, at faren i stedet kiggede ud af vinduet, mod havnen, som han kunne se mellem to bygninger. Pludselig havde han noget at kigge på, og hænderne fik en naturlig plads på bordkanten.
Det ændrede billedet markant. Hovedet drejede en smule, og linjen fra kind til hals blev tydelig. Man skal ikke overstyre sådan en bevægelse. Jeg lærer kursisterne at give små anvisninger, fx 'læn dig lidt mod bordet' eller 'tænk på en bestemt båd', frem for at dirigere hele kroppen.
Henrik valgte blænde 4 og en lukkertid på en femtedel af et sekund, med kameraet støttet mod en stoleryg. Det er langsomt, men en rolig person og et fast støttepunkt gør det muligt. Han tog kun seks billeder på det første rullefilm-stykke, fordi hvert billede krævede, at han kiggede og lyttede først.
Samtalen, der gjorde billedet
Det vigtigste skete mellem billederne. Jeg havde bedt Henrik stille sin far spørgsmål, mens han lagde kameraet ned imellem hver udløsning. Han spurgte til den første motor, faren havde skiftet, og til hvad han havde i lommerne, dengang han gik ombord.
Faren begyndte at fortælle, og ansigtet løsnede sig. Henrik fortalte bagefter, at han næsten glemte at trykke af, fordi historierne var så gode. Det er netop pointen: portrættet tages i pauserne, hvor personen glemmer, at de bliver set.
I undervisningen kalder vi det at lade samtalen bære billedet. Teknikken, altså lys, blænde og afstand, skal være så indøvet, at man kan give opmærksomheden til mennesket foran sig. Det kræver øvelse, og derfor laver vi små opgaver, hvor man planlægger spørgsmål og lys på forhånd.
Kontaktarket og valget af ét billede
Ugen efter kom Henrik med sit kontaktark. Af tolv billeder var der tre, hvor noget var rigtigt. På det ene kiggede faren ud mod havnen med et næsten smilende udtryk, og lyset lå skråt over den ene side af ansigtet. Det var det, vi valgte.
Vi markerede det med en rød tusch og beskar det let i mørkekammeret, så vinduesrammen blev en del af kompositionen. Henrik skrev en billedtekst på bagsiden med dato, filmtype og de ord, faren havde sagt om havnen. Den slags noter betyder meget, når billedet skal ses igen om år.
Faren fik et aftryk i hånden. Henrik fortalte, at han studerede det længe og sagde, at det lignede hans egen far. Det er et godt tegn på, at et portræt viser et menneske og ikke bare et ansigt.
- Vælg på kontaktarket, ikke på skærmen
- Skriv billedtekst og filmtype på bagsiden
Send os en besked
- Telefon
- +45 70 26 11 62
- Pr. e-mail
- [email protected]
